Om AFTRYK Materialer
Følg os her

Viden om fritidslivet

Fritidslivet rummer et stort potentiale. Her kan relationer opstå, fællesskaber formes, og følelsen af at høre til kan vokse. 

En rapport fra VIVE (2022) viser, at selvom deltagelsen i fritidsaktiviteter fortsat er høj, er der en bekymrende tendens til frafald. Andelen af 7-19-årige, der slet ikke dyrker sport eller motion i fritiden, er steget fra 21 % i 2017 til 27 % i 2021. En rapport fra IDAN (2020) tydeliggør udfordringen blandt unge, hvor de 13-15-årige i større grad end yngre aldersgrupper dropper foreningslivet. Fra 2016 til 2020 er andelen af foreningsaktive faldet fra 80 til 69 % i aldersgruppen. 

Trivselskommissionen (2025) peger på fritidslivet som en vigtig arena, hvor børn og unge kan opleve samhørighed og opbygge stærke relationer. Kommissionen understreger dog, at ikke alle børn finder vej ind i fritidsfællesskaberne, og at nogle ikke trives i de fællesskaber, de allerede er en del af. 

En undersøgelse fra Børns Vilkår (2025) viser desuden, at fritidslivet også kan være forbundet med pres. Blandt elever i 7. klasse oplever 49 % af pigerne og 39 % af drengene et pres over alt det, de skal nå efter skole. Presset hænger blandt andet sammen med et ideal om, at et aktivt fritidsliv er lig med et godt fritidsliv. 

Fritidslivet rummer med andre ord både et stort potentiale, men også klare udfordringer. Derfor sætter AFTRYK fokus på fritidslivet som arena for trivsel for bedre at forstå, hvordan flere unge finder vej til fritidsfællesskaber, bliver en del af dem og får lyst til at blive. 
AFTRYK 1
AFTRYK 1: Vis os vejen til fritidsfællesskaberne
Der findes mange fritidstilbud, men for mange af os er det svært at finde rundt i dem og vælge noget, der passer. Vi er usikre på niveau, alder og om vi overhovedet passer ind. Især når vi skifter skole eller flytter, ved vi ikke, hvor vi skal starte, og så bliver det nemmere at lade være. Vi har brug for, at det bliver mere synligt og overskueligt, og at nogen hjælper os på vej. 
AFTRYK 2
AFTRYK 2: Gør det nemt at være ny
Det er ikke fedt at være ny i et fritidsfællesskab. At træde ind et sted, hvor alle kender hinanden, kan gøre os usikre og nervøse. Derfor har vi brug for tydelig information – også om de små ting, som I måske ikke tænker over. Når vi ved, hvad der skal ske, og føler os taget imod, får vi mere overskud til at være til stede og gøre en indsats for at blive del af det nye fællesskab.
AFTRYK 3
AFTRYK 3: Vores forventninger fylder meget
Vi er bange for ikke at passe ind – særligt når vi starter til noget nyt. Vi sammenligner os med andre og er bange for ikke at være gode nok. I kan hjælpe os ved at skabe et trygt rum. Et rum, hvor der er plads til forskellighed, og hvor man kan sige højt, hvad man håber på eller er nervøs for. Så er der større chance for, at vi føler, at der er plads til os, og at vi har lyst til at blive hængende.
AFTRYK 4
AFTRYK 4: Skærmen er ikke bare en skærm
Skærmen fylder meget i vores liv. Vi skal altid være på og altid være perfekte. Hvis andre tager telefonen frem, gør vi det også selv uden at tænke over det. Det kan gøre det sværere at være til stede og nemmere at komme til at holde nogen uden for. Derfor giver det mening at tale om, hvordan vi bruger vores telefoner før, under og efter vores aktiviteter. Vi er faktisk okay med klare rammer, især hvis vi selv er med til at forme dem. Og det giver os et frirum, hvis vi alle er i samme båd.
Initiativet er udviklet af Mary Fonden
med støtte fra William Demant Fonden
Følg os her

Kontakt
Mary Fonden
Amaliegade 8b
1256 København K

Telefon: 45 27 30 20
Mail: info@maryfonden.dk